Jeg fik den smidt i hovedet igen forleden dag; at ligestillingskampen er et udtryk for mandehad. Det viser, hvor langt vi har igen – ligestillingskampen er ikke slut! Jeg er feminist og ligestillingsforkæmper, men jeg hader ikke mænd!
Jeg undrer mig over, at ligestillingskampen opfattes som en kamp mod mænd. For mig er ligestillingskampen i virkeligheden en kamp for at mænd og kvinder i vores bevidsthed og i vores samfund opfattes som ligeværdige og ligestillede.
Vi er ikke ens – og det skal vi hellere ikke være. Mænd, kvinder, transkønnede, non-binære osv. Vi har alle ret til at være lige som vi er – og vi er lige meget værd. Ingen mennesker er mindre værd på grund af deres køn. Det er det ligestillingskampen går ud på.
Der er noget galt i vores tankesæt og normer, som vi aldrig rigtig reflekterer over. Vi tænker automatiske tanker, som vi gennem generationer er blevet opflasket med. Jeg kan komme med følgende eksempler; ”Hvor er din kone? – ”Hun er hjemme med børnene”. ”Hvor er din mand?” – ”Han er hjemme og passe børnene”. Det er en meget mystisk forskel – implicit viser det, at vi i vores opfattelse af, hvad der er normalt, opfatter det som mest normalt, at kvinderne er hjemme med børnene – ellers ville vi ikke kalder det, at mændene ”passer børnene”. Var det normalt, at han var derhjemme med dem, ville han også bare være ”hjemme med børnene”. Er det fordi kvinden ikke er værdige til at have et liv uden for hjemmet, men manden er?
Fordomme og manglende forståelse for hinanden svækker ligestillingskampen, og de seneste mange års erfaringer viser, at vi har et stort behov for at styrke og fremme vores ligeværdighed, og dermed kampen for mænd og kvinders ret til ligeværdighed og ligestilling.
Derfor skal vi debattere ligeværdighed, for ligeværdighed er et udtryk for lige muligheder, lige ret og respekt. Tænk, hvilke gode konsekvenser det vil have i vores samfund, hvis vi bliver bedre til at se vores indbyrdes ligeværdighed. Uanset, hvem vi er.
Hvad er det de er bange for – dem der er imod ligestillingskampen?