Skip to content

Pas på hinanden i corona-tiden

Pas på hinanden i corona-tiden

Det er en ny tid. En usædvanlig tid. En skræmmende tid. En tid, hvor vores vaner og dagligdag må ændres som følge af en aggressiv og fremstormende Corona-virus. Det kan føles som ganske urimelige indgreb i vores personlige frihed, at vi pludselig ikke kan handle i tøjbutikken, gå til frisør, samles til kaffemik eller mødes på en bar eller en cafe for at snakke om løst og fast og ikke mindst om alle konsekvenserne af den nye situation.

  • Vi er ikke vant til, at myndighederne på den måde sætter begrænsninger for vores hverdag. Vi ved ikke, hvor omfattende den nye sygdom bliver og hvilke konsekvenser, den får for vores samfund og for vores egen familie. Vi ved ikke, hvor længe det varer, og hvad Corona-virusset vil betyde for både landets men bestemt også vores egen privatøkonomi, siger Kathrine Bødker, der er formand for Ligestillingsrådet.

Den usikre situation giver mange familier anledning til bekymringer af både økonomisk og sundhedsmæssig karakter, og det kan være et hårdt pres.

  • Jeg kan godt være bange for, at den frustrerende og anderledes hverdag kan øge risikoen for vold i hjemmet og i de nære relationer. Mange kan blive påvirket og stresset af usikkerheden, og samtidig vil mange familier komme til at skulle tilbringe meget mere tid sammen, end de er vant til som følge af de midlertidige skolelukninger, hjemsendelse fra arbejdspladser og lignende, siger Kathrine Bødker.

Ligestillingsrådet opfordrer alle i Grønland til at passe godt på sig selv og hinanden. Vær opmærksom på, hvordan dine familiemedlemmer, kolleger, naboer og venner har det. Snak om Corona-virus, om økonomiske udfordringer, om usikkerheden og angsten for sygdom. Lad ikke frustrationerne gå ud over familien eller andre. Snak også om alt det gode, hjælp hinanden, lav aktiviteter sammen i familien og fokuser på det positive.