En særlig tid i hjemmene og på arbejdspladserne

Normalt betyder “en særlig tid” en glædelig begivenhed, men i den her kontekst har det en helt anden betydning, nemligCovid-19 pandemiens konsekvenser. Coovid-19 pandemien har sendt de fleste af os hjem, og tvunget os til at se på vores prioriteringer, både i hjemmene og på arbejdspladserne. Da det meste af verden blev tvunget til at lukke gradvist ned for samfundet, havde de fleste af os en hverdag fyldt med planlagte opgaver. Vi vidste, hvor vi var på vej hen, og hvad hverdagen generelt krævede af os. Men en lille usynlig virus skulle få hele samfundet til at stoppe op og prioritere anderledes. På ukendte farvande.

Vi er alle blevet sat på arbejde for at finde trygheden og nye måder at organisere os på i hjemmet og på arbejdspladsen. Vigtige opgaver for Grønlands Ligestillingsråd, som markering af national ligestillingsdag den 20. Maj 2020, og et vestnordisk seminar om vold i nære relationer er begge blevet udsat til efteråret.

Samfundsstrukturen ændrer sig. Arbejdsprocesser ændres og tilpasses den øvrige verden. Vi udvikler nye veje, vejleder og holder møder digitalt og virtuelt. Den ufrivillige forandringsproces tvinger os til at se på, hvilke svagheder og styrker vi har i vores samfund. Og vi har et stort arbejde forude, som kræver mod og styrke. Jeg tror nemlig ikke på, at krisen er over, men at vi knap nok er kommet igennem første runde.

På familiefronten sker der også noget, som er meget bekymrende. Familier isolerer sig i hjemmene, og isolationen kan få store konsekvenser for en familie, som i forvejen er ramt af vold i hjemmet. Erfaringen viser nemlig, at vold i hjemmene er steget under Covid-19 pandemien. Antallet af indberetning om omsorgssvigt af børn er faldet, hvilket er skrækkeligt at tænke på. Det er desværre ikke overraskende. Det er de samme udfordringer og problemer, bare i en anden indpakning.

Forandringsprocessen er i gang, og det er vigtigt, at vi alle manøvrer os frem i sikkerhed og tryghed. Tilpasningen skal ikke kun ske på arbejdspladserne, men også i høj grad i hjemmene. Det må især gælde for de familier, der i forvejen lever under voldelige forhold. Trygge rammer, både de fysiske som psykiske rammer skal skabes. Der må skabes klarhed og ro gennem tydelige retningslinjer, og der må skabes nærvær på afstand, så ingen føler sig isoleret og fanget i voldens magt.

Jeg vil derfor på det kraftigste anbefale overfor landets politikere at have større fokus på voldsproblematikken. Covid-19 eller ej, så er udfordringerne her og det er på høje tid, at der kommer større politisk prioritering i kampen.